Den 3. marts blev Verdens Høredag markeret i hele landet, men trods advarsler og kampagner lever en halv million danskere fortsat med ubehandlet høretab. Det går ikke kun ud over hørelsen – det påvirker også livskvaliteten og kan føre til social isolation.
“Hvad siger du?” – Spørgsmålet gentages dagligt i tusindvis af danske hjem. Høretab er en folkelidelse, der rammer hver sjette dansker, og alligevel er der stadig mange, der ikke søger hjælp, selvom de bør. Eksperter opfordrer i forbindelse med Årets Høredag derfor danskerne til at få tjekket hørelsen og søge behandling, hvis man har et høretab, der bør behandles.
”Vi ser desværre alt for mange, der venter for længe med at få gjort noget ved deres hørelse. Det handler ikke kun om at høre bedre, men om at leve bedre. Hørelsen er en vigtig del, når det kommer til socialt samvær, sundhed og livskvalitet,” siger Thomas Behrens, chefaudiolog hos danske Oticon, der hører til på Kongebakken i Smørum.
Han har forsket i og arbejdet med teknologien og danskernes hørelse i mere end 25 år - og selvom vi er kommet langt, understreger han vigtigheden af, at danskerne bliver mere opmærksomme på deres hørelse som en del af deres sundhed og livskvalitet. Han bruger Verdens Høredag til at komme med et opråb til danskerne.
“Hvis du er i det mindste i tvivl om din hørelse er, som den bør være, så gør dig selv den tjeneste at investere de 30 minutter det tager at få hørelsen tjekket på en offentlig eller privat høreklinik. På høredagen eller hvilken som helst anden dag,” siger audiologen.
Problemet vokser
Ifølge tal fra DREAM-gruppen forudses det, at Danmarks befolkning vil vokse til over 6 millioner indbyggere inden år 2030. Samtidig viser data, at det især er den ældre del af befolkningen, der lider af ubehandlet høretab. For Thomas Behrens er meldingen klar - hvis ikke flere vælger at få behandlet deres høretab, vil problemet vokse i takt med befolkningens aldring.
“Jo tidligere et høretab opdages og behandles, jo mindre indvirkning vil det have på en persons liv,” tilføjer Thomas Behrense. ”Evnen til at kommunikere godt og føle sig selvsikker i sociale miljøer er afgørende for at holde folk aktive, hvilket har betydelige fordele for sundhed og velvære. At leve med høretab i en hvilken som helst periode og på ethvert tidspunkt i livet kan påvirke dagligdagen. Dette skyldes, at det faktisk er hjernen, ikke kun ørerne, der spiller hovedrollen i hørelsen, som vores omfattende BrainHearing-forskning viser,” siger chefaudiologen.
Hørelsen spiller stor social rolle
En sund hørelse er grundlaget for en aktiv og engageret livsstil. Det giver muligheden for at deltage i samtaler og sociale sammenhænge, hvilket kan være medvirkende til, at relationer til familie, venner og kollegaer bevares.
”At kunne høre godt handler ikke kun om at opfange lyd, men om at kunne leve livet fuldt ud. Det gør det muligt at engagere sig i sociale sammenhænge og nyde samværet med andre. Alt det, vi værdsætter som mennesker. Når hørelsen svigter, kan en af følgevirkningerne være, at man trækker sig fra sociale situationer, fordi det bliver for anstrengende at følge med. Det kan sætte begrænsninger i livet, men med et behandlet høretab kan man derimod engagere sig fuldt ud i det, man laver.” siger Thomas Behrens.
Misforståelser forhindrer mange i at søge hjælp
Ikke alle er bevidste om, at det, at man ikke hører det, man bør, ikke kun gør, at man går glip af et par ord hér og dér, men at det rent faktisk kan påvirke ens livskvalitet og sociale relationer. Nogle tror, at deres høretab ikke er stort nok, at de stadig hører tilstrækkeligt i de fleste situationer, eller at høreapparaterne vil være ubehagelige og ikke give en naturlig høreoplevelse. I virkeligheden er moderne høreapparater designet til at integrere sig i hverdagens aktiviteter.
”Vi skal gøre det naturligt at få tjekket hørelsen. Jo tidligere vi tager hånd om hørelsen, desto bedre livskvalitet kan vi opnå. Ved at øge forståelsen for høresundhed kan vi vise resten af verden, hvordan man lever et aktivt og meningsfuldt liv – uanset alder,” siger Thomas Behrens.